Socialrådgiver på Rådhuset

IMG 3161 Tania 700

 

Man skal tro på, at det kan blive bedre

Tania Borre har været socialrådgiver i Sorø Kommune siden 2016. Hun startede på uddannelsen, fordi den rummer alt det, hun synes, er spændende: psykologi, samfundsvidenskab/sociologi og jura. I en nyopstartet funktion tager hun sig af de underretninger, der kommer om børn mellem 0 og 18 år. Selvom der er triste skæbner i blandt, holder hun fast i den positive erfaring, at der altid er nogen omkring et barn, som vil barnet det bedste.

 

Hvorfor valgte du at arbejde i Sorø Kommune?

Jeg har tidligere arbejdet med beskæftigelse hos både en privat aktør og i en større kommune med børn og unge, og jeg kunne godt tænke mig at prøve en mindre kommune. Jeg søgte først et vikariat i Sorø Kommune og er blevet hængende her i fagcenteret for Børn og Familier.

 

Hvad går dit arbejde ud på?

Jeg er for nylig startet i en funktion, hvor jeg og en kollega vurderer alle de underretninger, der kommer på børn mellem 0 og 18 år. Er der akutte tilfælde, der skal handles på, så er det os, der rykker ud og skønner, hvad der skal ske. Det kan være en børnehave, som opdager blå mærker på et barn; forældre, som er bekymrede for deres barns trivsel; en skole, som oplever meget fravær hos et barn eller det kan være anonyme underretninger. Vi skal vurdere oplysningerne inden for 24 timer og handle på det akutte. Mit arbejde består både af samtaler med borgere, med parter i en sag og af administration og dokumentation af underretningerne.

 

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

Der er stor tillid til, at vi i kraft af vores faglighed kan vurdere det, vi skal vurdere. Der følger et stort ansvar med, for jeg kan ikke læne mig op ad andre og sige, at det er dem, der har besluttet noget. Jeg er også glad for, at vi arbejder mere og mere tværfagligt og helhedsorienteret, for det giver mere mening, når alle, der er involveret i en borger eller en familie, tænker bredt og har øje for borgerens situation.

Når man kommer med idéer til at gøre noget anderledes og bedre for borgeren, bliver der lyttet - det er fx grunden til, at jeg sidder i den nye funktion, som jeg gør nu. Det giver også en stor frihed, at vi selv kan tilrettelægge vores arbejde. Har vi brug for at arbejde hjemme for at skrive, kan vi gøre det.

Det er altid fedt og giver energi, når man kan løse mindre problemer for et barn og en familie tidligt i et forløb, som ellers på sigt kunne blive meget indsatskrævende.

 

Hvordan er Rådhuset som arbejdsplads?

På min første arbejdsdag blev jeg vildt overrasket over, at der blev hilst på alle mulige fra de andre fagcentre nede i kantinen. Det giver social kapital, at man har kendskab til hinanden, og det gør samarbejdet bedre og nemmere. Der er en åben kultur og en forholdsvis flad struktur. Jeg glæder mig til at komme på arbejde her! Jeg oplever en stor respekt og forståelse for, at vi som medarbejdere skal udmønte de beslutninger, der bliver taget, enten landspolitisk eller lokalpolitisk. Der er stor lydhørhed overfor, hvad vi har at sige i forhold til, hvordan man forankrer tiltag. Den opmærksomhed og det engagement fra direktion og ledelse er helt særlig. Det er motiverende, når beslutningstagerne gerne vil høre, hvad vi synes.