Gruppeleder i hjemmeplejen

IMG 3098 Camilla 700

 

"Jeg sætter en stolthed i at give vores ældre borgere en god tilværelse"

Camilla Clausen er en kvinde med stor energi - hun er i gang med at uddanne sig til sygeplejerske ved siden af jobbet som gruppeleder. Det er det hele værd, siger Camilla Clausen, der elsker at træde ind i hjemmet hos en ældre borger og indsnuse det levede liv gennem blandt andet fotos af børn og børnebørn.  

 

Hvorfor valgte du at arbejde i Sorø Kommune?

Camilla Clausen bor i Slagelse sammen med mand og 2 snart voksne børn. Hun pendlede til København dagligt, men det blev for meget med dengang to små børn.
- Jeg fik at vide, at det var skidegodt her i Sorø, og nu har jeg været her i 11 år. Jeg har søde kolleger, og så har jeg ovenikøbet en fantastisk leder, som lytter og har givet mig mulighed for at uddanne mig til sygeplejerske ved siden af fuldtidsjobbet.

Camilla Clausen betegner sin situation som lykkelig.
- Min chef siger også, at jeg har forandret mig, og jeg føler mig forandret. Blandt andet fordi jeg har lært en masse nyt på studiet, som jeg deler ud af. Og ja, det er hårdt med både fuldtidsstudium og -job, men jeg får opbakning både hjemmefra og hos kollegerne.   

 

Hvad går dit arbejde ud på?


Jeg er personaleleder, der afholder sundheds- og tjenstlige samtaler, indberetter overarbejde, APV, handleplaner, trivsel, afholder lokal-MED, ansætter og afskediger. Og så går jeg op i at pleje relationer. Der sker noget nyt hver dag. Det kan ændre sig i løbet af fem minutter, og det elsker jeg!  En af grundene til, at jeg ville læse videre til sygeplejerske, er, at mange ældre borgere har tre-fire sygdomme, og dér kunne jeg godt tænke mig en større faglig viden. Som sygeplejerske vil jeg få flere og andre perspektiver på arbejdet med kommunens borgere.

 

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

Jeg elsker de gamle mennesker. Når jeg træder ind i et menneskes hjem, hvor størstedelen af livet er levet, så bliver jeg benovet over at se billeder af deres børn, børnebørn og oldebørn, ja, af livet.

Måske er ægtefællen død, og der er naturligvis savn. Men der er også mange gode erfaringer, og de fleste har også rigtig meget glæde i deres liv.

På studiet er der mange, der gerne vil ud at arbejde med børn. Jeg har altid haft et bankende hjerte for de ældre borgere. Jeg er stolt over at være med til at give dem et værdigt liv, men også en værdig afslutning på et langt levet liv.

 

Hvad kendetegner din arbejdsplads?

Jeg glemmer aldrig min første dag, hvor jeg passede receptionen for en kollega. En nydelig mand ved siden af mig spørger: "Hvem er du, og hvor kommer du fra?" Jeg svarer på hans spørgsmål og finder ud af, det er borgmesteren, jeg taler med. Det viste mig, at jeg var kommet til en lille kommune, hvor der ikke er langt til toppen - og hvor man er oprigtigt interesseret i hinanden. Det ville aldrig være sket i København. Det ved jeg, for jeg har arbejdet der i mange år.
Nu har jeg arbejdet i Sorø Kommune i 11 år - og jeg har ingen planer om at stoppe foreløbig.

 

Og så synes jeg jo, at det er helt fantastisk, at jeg har mulighed for at kombinere en lederstilling med et fuldtidsstudie, selvom det er benhårdt!