Sundhedskonsulenter

Sundhedkonsulenter 700

Trine Kirk Vindfeldt og Pia Knudsen har været kolleger og delt både kontor og arbejdsopgaver i 10 år. De er ikke bange for at spørge hinanden til råds eller udstille deres tvivl. Tværtimod er det en hjørnesten i arbejdet at kunne bruge hinanden. De brænder for at motivere unge som gamle til at leve et sundt og glædesfyldt liv.

Forebyggelse fremfor symptombehandling

Opgavepaletten for de to sundhedskonsulenter er bred og omfattende. Arbejdet handler både om at undervise mennesker i at leve med kroniske sygdomme, at udvikle kostforløb, at samarbejde med jobcentre om stress-, angst- og depressionskurser, at hjælpe borgere til rygestop, at tilrettelægge forløb for unge piger med lavt selvværd og etablere et tættere samarbejde med fritidslivet for at fastholde borgere i en sund levevis.

Hvorfor har I valgt at arbejde i kommunen?

Trine: Jeg har under hele min uddannelse været optaget af sundhedsfremme og forebyggelse. På mit arbejde i sygehusregi oplevede jeg imidlertid, at primært symptombehandling var i fokus. Så da jeg så stillingen i Sorø Kommune, blev jeg meget begejstret og søgte den.

Pia: Mens jeg læste på min uddannelse i ernæring og sundhed, blev kommunerne lagt sammen og fik mange af sundhedsopgaverne. Jeg kunne se, at det var der, jeg skulle ud og arbejde, for det er der, man kan gøre en forskel for mennesker.

Hvad går jeres arbejde ud på?

Pia: Jeg ser det som min opgave at inspirere til forandring, ikke at omvende folk. Jeg vil rigtig gerne hjælpe folk, så de ikke bliver så syge og har behov for så meget medicin. Hjælpe dem til at få det bedre mentalt og fysisk.

Trine: At guide og facilitere gode læringsprocesser, hvor det enkelte menneske bliver motiveret til at fastholde nye sunde vaner, det er essensen af mit arbejdsområde. Det er livsbekræftende og meningsfuldt, når jeg kan se et menneske, der får fat i sin egen viljestyrke og mærker gnisten til at holde fast.

Hvad er det bedste ved jeres arbejde?

Pia: Der er plads til at drøfte det, der er komplekst og svært, men selvfølgelig også til at snakke om succes, for vi lærer af det alle sammen i gruppen. Vores praktikanter har kommenteret, hold da op, må man gerne sige til sin kollega, at man ikke har styr på det? De troede, at man skulle være 100 % perfekt, når man startede i et job. Men de gode løsninger kommer af at sparre med hinanden.

Trine: Det, at man kan sparre og tænke højt, det er ret væsentligt. Jeg kan godt lide drift, hvis jeg får lov til at udvikle også, og det gør man her. Det er det fede ved det her job, og det, der gør mig glad hver dag. Jeg får lov til at arbejde med det, jeg brænder allermest for, nemlig mental trivsel. Det giver energi - og balance til driftsopgaverne. Nogle gange er ting ikke mulige, men så dvæler vi ikke ved dem. Vi er gode til at tænke innovativt, så vores opgaver kan løftes i teamet.

Hvordan er Sorø Sundhedscenter som arbejdsplads?

Pia: Jeg har verdens bedste kolleger tæt på og har samtidig et godt samarbejde med alle de andre her i Sundhedscenteret - fysioterapeuter, ergoterapeuter og sygeplejersker. Fordi vi ikke er så stor en kommune, er der plads til at favne flere områder, og det giver mulighed for at udvikle sig.

Trine: Vi er langt med at nedbryde siloer, synes jeg, og der er ikke langt til topledelsen. Jeg oplever os som en gruppe, der bliver set og anerkendt for det, vi gør, og det betyder også noget for mig. Der sker meget inden for vores område, og jeg sætter pris på at være med i nye kreative måder at arbejde med sundhed på.

 

FAKTA OM PIA OG TRINES BAGGRUND

Pia:
Uddannet farmakonom, professionsbachelor i ernæring og sundhed, master i sundhedspædagogik og sundhedsfremme, efteruddannelse i kognitiv terapi ACT.

Trine:
Uddannet sygeplejerske, efteruddannelse i kognitiv terapi ACT og i gang med en master i positiv psykologi.